Lun salat af grillet hvidkål med ristede kikærter, hummus og stegte, syrlige skalotteløg

Lun salat af grillet hvidkål med ristede kikærter, hummus og stegte, syrlige skalotteløg

Kikærter har en skøn evne til at blive cremede som i denne opskrift, men bager du dem hele efter kogning, kan du faktisk få nogle sprøde og næsten nøddeagtige egenskaber ud af dem. Prøv eventuelt at eksperimentere med forskellige krydderier på de ristede kikærter som røget paprika, karry, chili eller spidskommen - det giver et ekstra lag til smagsoplevelsen.

Sådan gør du

Grillet hvidkål

Steg kålen på en pande i lidt olie, til der er flotte grillmærker på, og kålen er mør, men stadig med bid. Smag til med salt og citronsaft.

Ristede kikærter

Dræn kikærterne for udblødningsvandet, og kog dem i rigeligt letsaltet vand i 40-60 minutter, til de er møre. Dræn kikærterne, og bag dem med salt ved 200 grader i 20 minutter, til de er sprøde og gyldenbrune. Vend dem gerne undervejs, så de bliver bagt jævnt.

Hummus

Dræn kikærterne for udblødningsvandet, og kog dem i rigeligt letsaltet vand i 40-60 minutter, til de er møre. Køl kikærterne ned, og blend dem sammen med de øvrige ingredienser, til du har en glat og cremet hummus. Justér evt. tykkelsen med koldt vand, og smag til med salt og citron.

Stegte skalotteløg og kørvel

Steg skalotteløgene på begge sider på en tør pande, til de får lidt farve. Kom så æbleeddike på løgene på den varme pande, lad det varme op i et minuts tid, og sluk så for varmen. Lad løgene være på panden, til de er møre. Klargør kørvel til at pynte retten med.