Köfte med grønne linser med za’atar-yoghurt og fatouche-salat
af sommergrønt og sprøde brødchips
Sådan gør du
Köfte med grønne linser
Kog linserne i rigeligt saltet vand i 20-25 minutter indtil de er møre men ikke udkogte. Dræn linserne og køl dem ned. Blend dem groft.
Tilbered den revne selleri, enten på panden eller i ovnen, ved høj varme med lidt rapsolie og salt på. Det må gerne få lidt farve. Husk at vende i sellerien undervejs. Køl ned.
Rør nu først kyllingekødet med salt og peber (gerne på en røremaskine, hvis du har), det hakkede kød skal blive sejt og danne små tråde. Tilsæt sesam, sumak, timian, spidskommen, hvidløg, løg, tomatkoncentrat, persille, de let afkølede linser og selleri. Lad det hele røre stille og roligt sammen på røremaskinen til en jævn masse.
Til sidst tilsættes æg og hvedemel, indtil farsen er sammenhængende og klistret. Lav gerne en stegeprøve og smag.
Form aflange deller af farsen, og sæt dem på en bageplade, drys med rapsolie på toppen og bag dem hårdt af ved 230 grader i 12-15 minutter, indtil de er gennembagte og har fået lidt farve.
Ved anretning kan köften sættes på et spyd eller serveres som deller, drysset med zaátar og persille.
Fatouche-salat og brødchips
Pensl de små stykker hvedebrød med olivenolie og drys med lidt salt. Kom dem på en bageplade og bag dem i ovnen ved 160 grader i 15-18 minutter. De skal være helt sprøde og flot gyldne.
Vend alle de snittede grøntsager sammen og mariner dem let med en smule citronsaft og olivenolie. Krydr med salt og peber.
Anret de sprøde brød sammen med salaten, som en form for "croutoner" der er knap så hårde. Brødet kan også serveres ved siden af, i fald da nogle borgere har svært ved at tygge de tynde, sprøde brødchips.
Za’atar-yoghurt
Bland ristet sesam med sumak og tørret timian og rør det ned i yoghurten. Kom derefter citronskal og -saft i dressingen og smag til med salt og peber.
Brug dressingen som dip til köften, og som dressing ovenpå fatouche-salaten. Gem evt. lidt krydderimix til at komme over köftespydene.