Jordskokkesuppe med bønner, ristede rosenkål og boghvede
Sådan gør du
Suppe
Dræn de hvide bønner, og kog dem i friskt, letsaltet vand i 45-50 minutter indtil de er helt møre. Kassér kogevandet, og sæt bønnerne til side. Svits løg, hvidløg og timian i en bredbundet gryde med lidt rapsolie, ved middel varme i 3-5 minutter. Tilsæt halvdelen af de kogte hvide bønner, jordskokkerne, bouillon, fløde, muskatnød og salt, og lad det simre i 20-25 minutter indtil det hele er mørt. Den resterende halvdel af bønnerne gemmes til fyldet. Før servering blendes suppen glat til den har en cremet konsistens. Justér tykkelsen med vand og smag til med salt, peber og citronsaft.
Fyld
Fordel boghveden på en bageplade med bagepapir, og rist det gyldent i ovnen ved 200° i 15-18 minutter. Alternativt kan du riste dem på en tør pande ved middel varme i 10-15 minutter under omrøring. Rist rosenkålen i olivenolie på en pande eller en bredbundet gryde ved middel varme i 8-10 minutter, til de får en gylden farve, er møre udenpå, og har bid indeni. Tilsæt løgene de sidste 2 minutter af tiden. Vend til sidst den anden halvdel af bønnerne sammen med rosenkålen. Smag til med salt, peber og saft og skal af citron.
Foccacia med boghvede
Bland lunkent vand, og rapsolie i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt mel og salt, og ælt dejen godt sammen. Hvis du ælter dejen i hånden, skal den æltes i 10-12 minutter. Ælter du på røremaskine, skal du starte på lav hastighed de første 3 minutter, og derefter skrue op på fuld hastighed i 6 minutter. Lad dejen hæve i ca. 3 timer i skålen med et klæde over. Smør en stor bradepande med olie. Vend dejen over i bradepanden, og tryk den forsigtigt ud, så den fylder hele bradepanden. Lad dejen hæve i ca. 1 time. Drys med hel boghvede. Bag foccaciaen ved 220° i ca. 25 minutter, til den er sprød og gylden, og lad den køle af i bradepanden. Vend den så ud, og server den som et helt brød, som ikke skæres, men brydes ved bordet.