Fyldte auberginer med røde linser, tomat, sumak, ingefær og mynteyoghurt
Sådan gør du
Fyldte auberginer
Halvér auberginerne, skrab fyldet ud med en ske, og gem det. Bag aubergineskallerne med lidt af olien og salt ved 200 grader i ca. 10 minutter.
Kog linserne i letsaltet vand i ca. 20 minutter, til de er møre. Dræn dem herefter. Steg løg, hvidløg og ingefær i olie, og tilsæt tomatpuré, chiliflager og røget paprika. Lad det simre i et par minutter. Hak auberginefyldet, og steg det gyldent i olie i et par minutter. Bland det stegte auberginefyld og kogte linser sammen med de stegte løg i tomat. Tilsæt sumak, og smag til med salt.
Kom fyldet i de halve bagte aubergineskaller, og drys med ost. Bag auberginerne ved 180 grader i ca. 30 minutter til de er møre. Rør græsk yoghurt sammen med næsten al mynten, og servér til de bagte auberginer. Gem resten af mynten til at pynte retten med.