Dampede blåmuslinger med spinat, chorizo og ristet brød

Måske kan muslinger afskrække nogen, men saucen i denne ret er stærkt vanedannende. Chorizo og æblemost er de to afgørende smagsgivere, som giver retten sin karakter. Chorizoen med sin røgede, saltede fedme, og mosten med det søde og syrlige modspark. Prøv den, den overrasker positivt.

Sådan gør du

Dampede blåmuslinger med spinat og chorizo

Skyl muslingerne grundigt i rindende, koldt vand. Lad vandet løbet ud af vasken, så muslingerne ikke står under vand – det dør de af. Rusk lidt hårdhændet rundt i dem, så de lukker sig. Kassér de muslinger, der ikke lukker sig efter et ekstra lille gok i køkkenbordet, og kassér også muslinger med ødelagte skaller. Fjern muslingernes ’skæg’ med en lille urtekniv. Steg chorizoen sprød i en stor gryde. Lad gryden stå, og læg stykkerne på køkkenrulle. Steg løg og hvidløg i chorizofedtet sammen med timian i et par minutter. Tilsæt muslingerne, og vend godt rundt. Hæld æblemost ved, og damp muslingerne under låg i 4-6 minutter. Ryst i gryden et par gange undervejs. Tag muslingerne op af gryden med en hulske og over i en skål. Kom fløde i gryden, og kog saucen ind i 8-10 minutter. Smag til med salt og peber, og kom muslingerne tilbage i gryden sammen med spinat og den stegte chorizo. Vend godt rundt. Spis kun de muslinger, der åbner sig ved dampning. Hvis mange er lukkede, så prøv at give dem lidt længere tid.

Ristet brød

Fordel olien brødet, og drys med salt, og bag ved 180 grader i 10 minutter.