Boller i karry af kylling med nigellafrø, toppet med asparges og sød kartoffel

Boller i karry er en klassiker, og her er en fortolkning med kylling i stedet for gris med smag af aromatiske og let parfumerede nigellafrø. Retten toppes med asparges og sød kartoffel, og runder retten af på bedste vis.

Sådan gør du

Kyllingefarsbolle med ingefær og koriander

Rør kylling med salt på en røremaskine i et par minutter. Tilsæt løg, ingefær, muskat, æg, hvedemel, nigellafrø og de grønne urter. Rør mælken i til sidst. Lad dejen hvile i 15 minutter i køleskabet. Form til kødboller i valnøddestørrelse, og bag dem i ovnen ved 200° i ca. 13-15 minutter, eller til de har en kernetemperatur på 75°. Alternativt kan kødbollerne koges i en gryde med rigeligt letsaltet vand.

Karrysauce med spinat

Rist løgene klare i rapsolie ved svag varme. Tilsæt karrypasta, limeblade, citrongræs og hønsebouillon. Kog i ca. 15-20 minutter ved svag varme. Hæld fløde i saucen, og kog yderligere i 5-6 minutter. Jævn med maizena rørt ud i vand. Tilsæt spinat, fiskesauce, og smag til med limesaft, sukker og salt og peber. Vend kødbollerne i saucen.

Gule ris

Kog risene efter anvisning på posen. Tilføj gurkemeje og salt fra starten.

Topping

Kom de søde kartofler i smurte gastrobakker, og bag ved 200° i 10-15 minutter, til de er faste men møre. Knæk den nederste træge del af aspargesene, og damp den øverste del. Kom dem i koldt vand med det samme efter tilberedning.