Dampet kål med blåmuslinger, fløde, citron og kogte kartofler

Dampet kål med blåmuslinger, fløde, citron og kogte kartofler

Muslinger kan i dén grad være udfordrende for børn, men denne dampede udgave med æblemost, fløde og citron har en aldeles skøn smag. Pil eventuelt muslingerne ud af skallerne til børnene, og lad dem undersøge de flotte blå skaller.

Sådan gør du

Dampet kål med blåmuslinger, fløde og citron

Skyl muslingerne under rindende vand, og rusk godt i dem undervejs. Kassér muslinger, som er åbne, eller hvor skallen er i stykker. Hvis muslingerne har ’skæg’ – små tråde der stikker ud af siden – så skrab det af med en urtekniv.

Kog kartoflerne i letsaltet vand i 8-10 minutter, slut for varmen, og lad dem stå i ca. yderligere 10 minutter, til de er møre.

Steg løg og hvidløg i olie i en gryde i et par minutter. Tilsæt saft og skal fra citron, vand, æblemost og muslingerne. Krydr med lidt salt, og lad muslingerne dampe i 2-3 minutter – ryst gerne gryden et par gange undervejs.

Når muslingerne er åbnet, så tag dem op med en hulske, og kom dem i en skål. Er der muslinger, som stadig er lukkede, så kassér disse.

Kom de forskellige kål i gryden sammen med fløden. Kog igennem i 5-6 minutter, og kom så muslingerne tilbage i gryden. Smag til med salt og peber, og tilsæt persille lige inden servering.