Cremet blomkålssuppe med grøn harissa og sprøde hvedecroutoner

Cremet blomkålssuppe med grøn harissa og sprøde hvedecroutoner

Harissa er sublim til at sætte skub i en ret, og den kan med sin styrke og krydrede smag løfte det mest enkle måltid op på et nyt niveau. Harissa er en chilipasta, der bliver brugt i stor stil i det tunesiske køkken. Her har vi lavet en grøn udgave, der både smager godt, og som, på malerisk vis, pryder blomkålssuppen med sin grønne farve. Styrken kan selvfølgelig tilpasses med mængden af chili, alt efter, hvem den laves til.

Sådan gør du

Harissa

Kom koriander, persille, hvidløg og chili i en foodprocessor, og kør det til en ensartet masse. Tilsæt revet citronskal, spidskommen og olie, og vend godt rundt. Smag til med salt og peber.

Suppe

Kom blomkål og kartofler i en gryde sammen med bouillon, fløde og citronsaft. Bring det i kog, og skru ned, så det simrer. Fisk halvdelen af blomkålsbuketterne op efter 3-4 minutter.

Lad suppen koge videre i 12-15 minutter, til blomkålen er helt mør.

Blend suppen helt glat i en blender eller med en stavblender. Smag grundigt til med salt og peber, og kom de tilsidesatte blomkålsbuketter tilbage i suppen.

Hvedecroutoner

Bræk brødet i grove, aflange stykker med hænderne, eller skær det i tern i den størrelse, du ønsker. Vend brødet med lidt olie, salt, knust hvidløg og rosmarin, og spred det ud på en bageplade.

Rist brødet i ovnen ved 150 grader i ca. 20 minutter, til det er sprødt. Læg croutonerne på køkkenrulle, indtil du skal bruge dem.