Kødboller med røde linser i rosmarinsauce med gorgonzola og madeira, rodfrugter, svampepickles og stegte kartofler
Sådan gør du
Svampepickles og tilbehør
Fordel rodfrugterne i gastrobakker, og vend dem med rapsolie og salt. Bag dem i ovnen ved 200 grader i 10-12 minutter, indtil de er gyldne. Stil dem til side.
Rist begge slags løg glasklare i rapsolie i en kipgryde. Tilsæt begge slags svampe, og rist dem, til de falder sammen.Tilsæt sherryeddike, sukker, timian og vand. Kog det sammen ved svag varme i 5 minutter. Jævn væsken med maizena til saucekonsistens, og smag til med salt og peber. Stil til side, og lad det køle ned.
Vend kartoflerne med rapsolie og salt, og rist dem i ovnen ved 180 grader i 25-30 minutter, til de er gyldne og møre.
Rosmarinsauce med gorgonzola og madeira
Rist løgene glasklare i rapsolie i en kipgryde. Tilsæt hvidvin, sherryeddike og rosmarin, og kog væsken ind til det halve.
Tilsæt bouillon og fløde, og kog saucen op. Jævn saucen til passende konsistens, tilsæt til sidst gorgonzola og madeira, og smag til med salt og peber.
Blend saucen med en stavblender, til den har en cremet konsistens.
Kødboller med røde linser
Kog linserne i vand med salt i ca. 9 minutter, til de akkurat er møre, men stadig er hele og ikke kogt ud. Køl dem hurtigt ned i koldt vand, sigt vandet fra, og dryp dem godt af.
Rør grisekødet sejt med salt på en røremaskine. Tilsæt peber, revet løg, muskatnød, timian, kikærtemel, æg, fløde og de kogte linser, og rør det sammen til en fast og smidig fars. Sæt farsen til hvile i mindst 20 minutter på køl.
Form farsen til kugler ved hjælp af en iskugleske eller en stor ske.
Sæt farskuglerne på en bageplade, og steg dem i ovnen ved 200 grader i 10-12 minutter, indtil de er gennemstegte og gyldne.