Hjerter i karryflødesauce med grønkål og gule ærter samt kartoffelmos med hvide bønner

Hjerter i flødesauce er en del af vores kulinariske arv, og denne kraftfulde ret fortjener i den grad at blive holdt i live. Både ærter og bønner tilfører et fornuftigt proteinindhold til den klassiske livret, mens den grønne kål giver farve på tallerkenen og et sprødt bid. Server retten med dampende varm kartoffelmos, og der bliver brede smil omkring middagsbordet.

Sådan gør du

Hjerter i karryflødesauce

Læg hjerterne i gastrobakker, vend dem med mel og karry, og krydr med salt og peber. Brun dem i ovnen ved 200 grader i 20 minutter, til de har en brunet overflade.

Hæld æblecidereddike og kyllingebouillon over hjerterne, vend dem rundt, og sæt dem tilbage i ovnen ved 150 grader under låg, og braiser i 1½ time, til hjerterne er helt møre.

Kom løgene i en kipgryde med olie, og rist dem, til de er glasklare.
Hæld hjerter med det hele over i en kipgryde sammen med fløde og de kogte gule ærter. Kog det op, og kog videre i 5-6 minutter. Jævn evt. saucen til en passende konsistens, tilsæt grønkålen, og kog saucen op igen.

Smag til med salt og peber.

Kartoffelmos med hvide bønner

Sigt udblødningsvandet fra de hvide bønner, kom dem i en gryde, og dæk dem med rigeligt vand med salt.Lad bønnerne simrekoge under låg i 55-60 minutter, til de er helt møre. Sigt vandet fra, og blend dem med en stavblender til mos, evt. sammen med lidt af kogevandet.

Kom kartoflerne i en kipgryde, og dæk dem med vand. Kog dem under omrøring, til de er helt møre og udkogte. Sigt vandet fra, og lad dem dampe tørre.

Kom bønnemosen ned i kartoffelmosen, tilsæt olie, smør og mælk under omrøring, og smag til med salt og peber.