Fisketerrine af sej med knoldselleri og kapers, serveret med peberrodssauce og æble-rødbedesalat

Fisketerrine er en skøn opskrift at have liggende, da man kan bruge en masse forskellig slags fisk og grøntsager, og dermed bruge lige netop det man allerbedst kan lide - eller det man har tilovers. Den sarte hvide fisk serveres med en kraftig peberrodssauce, kogte kartofler og rødbede-æblesalat, så der både er noget let, noget med smæk på smagene, noget velkendt og noget sprødt.

Sådan gør du

Fiskefars med knoldselleri, kapers og dild

Rør den hakkede fisk med saltet i ca. 2-3 minutter, til farsen er elastisk.

Tilsæt skalotteløg, hvidløg, timian, knoldselleri, kapers, dild, rasp, hvedemel, peber og æg. Brug gerne stilkene fra dilden også, og gem. evt. lidt kapers og dild til pynt.

Juster tykkelsen med fløde, som tilsættes lidt ad gangen. Rør farsen grundigt igennem til en elastisk fars, og hæld til sidst smeltet smør imens faren røres igennem.

Pres farsen fladt ned i en form og bag den i ovnen ved 170 grader i ca. 30-40 minutter, indtil den har en temperatur på 75 grader i midten.

Kartofler

Kog kartoflerne i letsaltet vand i ca. 10-15 minutter, indtil de er blevet møre.

Peberrodssauce

Sautér skalotteløg i en gryde med olien i ca. 5 minutter, til løgene er blevet bløde og glasklare.

Hæld fiskefond og piskefløde i gryden, og lad det koge i 3-5 minutter. Du kan også bruge grøntsagsboullion i stedet for fiskefind.

Tilsæt citronskal, peberrod og dijon, og lad det koge op i 1-2 minutter. Jævn saucen med maizena, opløst i lidt vand, indtil saucen har den rigtige tykkelse. Smag saucen til med citronsaft og salt.

Æble - rødbedesalat

Kog rødbederne i letsaltet vand i ca. 30-50 minutter, indtil de er blevet møre. Smut rødbederne fra skrællen, og skær dem i små tern.

Opløs honningen i æblecidereeddiken, og tilsæt salt, peber og olivenolie, så du har en vinaigrette. Vend ternene af rødbeden og æblerne sammen med vinaigretten. Smag til med salt og peber.

Drys blandingen med fintsnittet purløg inden servering.

Om ernæringen

Denne opskrift har et lavere proteinindhold, og det er derfor særligt vigtigt at tage højde for ernæringen i sammensætningen af måltiderne over dagen. Læs mere om hvordan og få konkrete eksempler her