Kalkunfrikassé med knoldselleri, spidskål, palmekål og kartofler med persille

Kalkunfrikassé med knoldselleri, spidskål, palmekål og kartofler med persille

Frikassé kan varieres på et utal af måder, og du kan bruge lige nøjagtigt det kød og de grøntsager, som du eller børnene bedst kan lide. Her er et bud på en efterårsfrikassé med kalkun, kål og kartofler vendt med masser af frisk grøn persille. Velbekomme.

Sådan gør du

Frikassé

Drys kalkunstykkerne med salt, og kom dem i en gryde. Hæld bouillon eller vand ved, sammen med et løg, laurbærblade og peberkorn. Bring gryden i kog, og skru ned, så det simrer. Hvis der danner sig skum på overfladen, så fjern det med en ske. Lad kalkunen simre i 35 minutter.

Kom gulerødder og selleri i gryden, og lad dem og kalkunen koge i 5 minutter.

Fisk nu gulerødder, selleri og kalkun op af gryden, og lad bouillonen koge videre, indtil næsten halvdelen er fordampet. Sigt nu bouillonen.

Smelt smørret sammen med olie i samme gryde, og rør dernæst melet i, og lad smørbollen stege lidt igennem så melsmagen forsvinder. Kom bouillon i gryden lidt af gangen under kraftig piskning. Tilsæt fløden, og kog sovsen ved svag varme i 10 minutter.

Kom kalkunen tilbage i sovsen sammen med gulerødder, knoldselleri, estragon, samt de to slags kål. Lad det simre i 4-5 minutter. Kålen må gerne stadig have bid.

Smag til med salt, peber og lidt citronsaft.

Kartofler

Kog kartoflerne i let saltet vand i 15-17 minutter, alt efter størrelse. Lad dem trække i vandet i ca. 10 minutter, til de er møre. Servér de kogte kartofler vendt med persille og olie. Alternativt kan persillen serveres ved siden af.