Dampet kål med blåmuslinger, fløde og citron og kogte kartofler
Sådan gør du
Dampet kål med blåmuslinger, fløde og citron
Skyl muslingerne under rindende vand, og rusk godt i dem undervejs. Kassér muslinger, som er åbne, eller hvor skallen er i stykker. Hvis muslingerne har ’skæg’ – små tråde der stikker ud af siden – så skrab det af med en urtekniv.
Kog kartoflerne i letsaltet vand i 8-10 minutter, slut for varmen, og lad dem stå i ca. yderligere 10 minutter, til de er møre.
Steg løg og hvidløg i olie i en gryde i et par minutter. Tilsæt saft og skal fra citron, vand, æblemost og muslingerne. Krydr med lidt salt, og lad muslingerne dampe i 2-3 minutter – ryst gerne gryden et par gange undervejs.
Når muslingerne er åbnet, så tag dem op med en hulske, og kom dem i en skål. Er der muslinger, som stadig er lukkede, så kassér disse.
Kom de forskellige kål i gryden sammen med fløden. Kog igennem i 5-6 minutter, og kom så muslingerne tilbage i gryden. Smag til med salt og peber, og tilsæt persille lige inden servering.