Blåmuslinger i fløde med variationer af kål, citron og kartofler

Blåmuslinger er den mest almindelige muslingeart i Danmark og er i sæson fra september-april. Denne ret rundes af med fløde og kartofler, og derfor er det en god introduktion til skaldyr for børn.

Sådan gør du

Blåmuslinger med kål

Kom muslingerne i håndvasken, uden prop i, da vandet skal kunne løbe fra. Tænd den kolde hane, og rusk muslingerne lidt rundt, mens du skyller dem. Kassér de muslinger, der herefter stadig er åbne, eller hvor skallen er i stykker. Hvis muslingerne har ’skæg’ – små tråde, der stikker ud af siden – så skrab det af med en urtekniv. Skyl eller skræl kartoflerne, og kog dem i let saltet vand til de er møre. Klargør hvidkålen, glaskål og fennikel, og stil det til side. Det er vigtigt, at det har nogenlunde samme størrelse, så kogetiden er den samme på de tre grønsager. Kom olie i en stor gryde, og tilsæt løg og hvidløg. Svits et par minutter. Kom citronskal i gryden sammen med vand, most, citronsaft og muslingerne. Krydr med lidt salt, og kom låg på gryden. Lad muslingerne koge/dampe ved høj varme i 2-3 minutter. Ryst gryden et par gange undervejs. Når muslingerne er åbnet, så fisk dem op med en hulske, og kom dem i en skål. Hvis der er muslinger, der stadig er lukkede, skal de kasseres. Kom de forskellige grøntsager i gryden sammen med fløden. Kog igennem i 8-10 minutter, til grøntsagerne er møre. Kom muslingerne tilbage i gryden. Drys hakket persille over, og smag til med salt og peber. Servér med kogte kartofler, enten i blandingen eller hver for sig.