Krebinetter af linser og gris med estragon-sennepssauce, timianløg og ovnbagte kartofler

Krebinetterne her får vi gjort en smule grønnere og en anelse mere klimavenlige ved at røre røde linser ind i farsen. Samtidig øger vi proteinindholdet uden at gå på kompromis med saftighed og velsmag. Ovnbagte kartofler og timianløg er gode til at søbe den intense estragon-sennepssauce op.

Sådan gør du

Timianløg og ovnbagte kartofler

Fordel kartoflerne i gastrobakker, vend dem med olie, og krydr med salt og peber. Bag kartoflerne i ovnen ved 200 grader i 12-20 minutter, til de er godt gyldne. Drys med persille inden servering.

Vend løgene med timian, olivenolie og balsamicoeddike, og kom dem i gastrobakker med den snittede side op. Steg dem i ovnen ved 180 grader i 18-25 minutter, til de er møre og let karamelliserede.

Krebinetter af gris og linser

Tilsæt de røde linser til spilkogende vand med salt, og kog dem i ca. 9 minutter, til de er akkurat møre. Sigt vandet fra, og køl straks linserne ned i koldt vand. Sigt og dryp linserne af.

Bland linserne sammen med hakket kød og rasp, krydr med salt og peber, og ælt det hele godt sammen.

Form farsen til krebinetter af passende størrelse, og paner dem i æg og rasp.

Steg dem gyldne og sprøde i olie på begge sider på en kipsteger.

Steg dem færdigt på kipstegeren, eller bag dem evt. færdig i ovnen ved 180 grader. Krydr med salt og peber.

Estragon-sennepssauce

Varm olien op i en gryde, og rist løgene i olien, til de er glasklare.

Tilsæt hvidvin, og lad det koge i 6-8 minutter, så alkoholen damper af. Tilsæt sennep, grøntsagsbouillon og fløde. Rør det godt sammen, og smag til med estragon.

Jævn saucen til en passende konsistens, og smag til med salt og peber.