Stegt rødspætte med kokos-tomatsauce, stegte kartofler og spidskål

Stegt rødspætte med kokos-tomatsauce, stegte kartofler og spidskål

Fisk kan skille vandene hos børn, men her har vi lavet en dejlig kokos-tomatsauce til de stegte rødspættefileter, som giver en god sødme og en flot rød farve. Vent eventuelt med at fordele saucen over fisken til inde ved bordet, så børnene kan se, hvilke elementer der er i retten.

Sådan gør du

Stegt rødspætte med kokos-tomatsauce, kartofler og spidskål

Vend kartoflerne i olie og salt, og bag dem ved 200 grader i ca. 40-50 minutter, til de er gyldne.

Vend spidskål og de grofthakkede løg sammen, og steg dem i olie på en pande i 3-4 minutter, til de får lidt farve og begynder at blive møre. Krydr med salt, peber og citronsaft, og tag dem af panden. Du kan også bage kålen og løgene i en gastrobakke ved 250 grader i 3-4 minutter, til kålen er faldet lidt sammen.

Kom hvedemel i en dyb tallerken. Læg rødspættefileterne på et spækbræt, og fold den tynde halvdel ind under den tykke del, så fileten nu er ca. lige tyk over det hele. Vend fileterne i mel, så de er godt dækket, men uden at du kommer til at folde fileterne ud igen. Du kan med fordel lade dem ligge i melet, til du er klar til at stege.

Steg rødspættefileterne i olie i 2-3 minutter, til de er godt gyldne. Tag dem af panden, og læg dem på et fad.

Steg de finthakkede løg sammen med hvidløg i et par minutter. Tilsæt flåede tomater og kokosmælk, og lad det koge ind til en sauce – det tager 8-10 minutter. Tilsæt basilikum, og smag til med salt og peber.