Sesampaneret gris i hoisinsauce med quinoa, asparges, broccoli, ærter og mynte
Sådan gør du
Sesampaneret gris
Kom svinekoteletterne i en skål, og krydr med lidt salt. Vend kødet med maizenaen, så det er dækket. Pisk æg, kom det i skålen til kødet, og vend grundigt rundt, så kødet er dækket i en maizena-æggeblanding. Kom sesamfrøene på en tør pande, og rist dem ved middel varme, til de bliver lidt mørkere i farven og dufter kraftigt. Vend dem sammen med kødet. Pisk hoisinsauce, eddike, fintrevet hvidløg, ingefær, soya, citronsaft, vand og sesamolie sammen i en anden skål. Varm olie godt op i en pande eller gryde, og kom kødet i. Steg til kødet er ved at være gennemstegt, og har fået godt med farve. Kom nu saucen i panden, vend godt rundt. Lad det stege, til saucen koger ind og glaserer kødet. Smag til med salt og peber, og tag panden af blusset.
Quinoa
Skyl quinoaen grundigt under kold vand, og kom den i passende gryde, sammen med vand og salt. Kog i ca. 20 minutter og sigt det overskydende vand fra.
Asparges
Skær bunden af asparges, og steg dem kort af på panden i olie. Tag dem af panden, og steg broccolibuketterne i olie. Bland det hele med optøede ærter og hakket mynte.