Tærte af røget ørred, porre, spinat og hytteost med salat af belugalinser, fennikel og farvede tomater.

Tærte af røget ørred, porre, spinat og hytteost med salat af belugalinser, fennikel og farvede tomater.

Røget ørred bliver lagt på en bund af søde porrer og mild, cremet spinat i en sprød tærtebund. Røg, salt og cremet sødme fungerer godt sammen, og her får tærten selskab af en smuk salat med belugalinser, tomat og sprød fennikel, som har den karakteristiske lakridsaroma.

Sådan gør du

Kikærtetærtedej

Bland mel og bagepulver og rør det hurtigt sammen med smør og salt. Tilsæt mælk og æg og saml tærtedejen.

Lad dejen hvile mindst en halv time.

Rul tærtedejen ud i tynde bunde evt. mellem to stykker plastik. Brug lidt mel til udrulingen. Læg dem i tærteforme à passende størrelse.

Prik nogle huller i dejen med en gaffel og skær evt. kanterne af og bag dem i en 180 grader varm ovn cirka 10-12 minutter.

Fyld til tærten

Kom løg, porrer, oregano, timian, hvidløg, olivenolie, lidt salt og peber i en gastrobakke og vend det sammen. Bag det ved 180 grader i 10-15 minutter, så det lige akkurat er tilberedt.

Rør spinat, æg, hytteost, salt, citronskal og muskatnød sammen. Fordel løgfyldet og spinaten i tærteformen.
Læg den røgede ørred ovenpå og fordel æggemassen hen over. Drys med mozzarella.

Sæt tærterne i ovnen på 175 grader i 20-25 minutter, til æggemassen er fast, og tærterne er gyldne.

Salat med belugalinser, fennikel og farvede tomater

Drys tomaterne med sukker og salt og stænk dem med eddiken og olivenolien. Lad det stå og marinere, mens du færdiggør de øvrige råvarer.

Kog belugalinserne møre i 12-20 minutter i letsaltet vand. Lad linserne køle lidt ned, inden de bliver vendt med salaten.
Vend tomater og marinaden med hjertesalat, rødløg, fennikel og belugalinser.

Smag til med salt og peber og drys med basilikum på toppen.