Spaghetti meatballs af gris og belugalinser med tomatsovs og Vesterhavsost

Spaghetti meatballs af gris og belugalinser med tomatsovs og Vesterhavsost

Spaghetti meatballs er en gammel kending, som i denne udgave er blevet opdateret med gris, belugalinser og svampe. Det giver en skøn kødbolle med svampenes umami og fyldigheden fra linserne. Kødbollerne serveres i en krydret tomatsovs med struktur fra semidried cherrytomater.

Sådan gør du

Kødboller

Kog linserne i 15-20 minutter i letsaltet vand, så de er akkurat møre. Køl linserne ned.

Rist svampene på en pande med lidt rapsolie ved middel varme. Tilsæt løg og hvidløg og lad det riste med til de bliver gyldne ca. 6-10 minutter. Lad det køle lidt af og hak det groft i en foodprocessor.

Rør den hakkede gris elastisk med saltet. Tilsæt så linser, stegte svampe og løg, selleri, timian, rosmarin og peber. Siden æg, hvedemel og æblemost.

Rør grundigt til en elastisk fars. Form farsen til små boller og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Steg dem i ovnen ved 180 grader i 12-20 minutter, til de er gyldne og med en centrumtemperatur på 75 C.

Tomatsauce

Mariner de små tomater med salt, sukker og balsamico. Fordel dem i en gastrobakke og dehydrer dem i ovnen ved 130 grader i en time, indtil de begynder at svinde lidt ind og tørre ud i overfladen.

Sautér løg, hvidløg og oregano i en gryde ved middel varme i 2-3 minutter. til de er glasklare. Tilsæt hakket tomat og kog igennem i 10-15 minutter.

Tilsæt de syltede, let dehydrerede tomater, og kog dem med i 3 minutter, men lad dem ikke koge helt ud.

Smag saucen til med salt, peber, evt. mere balsamico og den friske basilikum lige før servering.

Gem gerne nogle basilikumsblade til servering.

Spaghetti og vesterhavsost

Kog spaghettien al dente i en gryde med rigeligt vand tilsat salt, ca. 10-12 minutter. Sigt vandet fra og vend spaghettien med olivenolie.

Server revet vesterhavsost til spaghettien med tomatsovs og kødboller.